Kunne du tænke dig at skrive noder i hånden igen?

– NotateMe til tablets og telefoner



Forleden dumpede en invitation til at teste et nyt nodeprogram ind i mailboxen. Med mere end 25 års erfaring med nodeprogrammer, skal der noget til at løfte øjenbrynene, men jeg blev meget positivt overrasket, selv om programmet ikke umiddelbart kan bruges til nodeskrivning. Det lyder kryptisk men forklaring følger.

Notate Me

Firmaet Neuratron, som også står bag scannerprogrammet PhotoScore og AudioScore, har lanceret programmet NotateMe til tablets og smartphones.
Programmet er enormt simpelt og går i al sin enkelhed ud på, at brugeren tegner noderne på skærmen efter bedste evne, hvorefter de håndskrevne kruseduller øjeblikkeligt oversættes til læsevenlige "digitale" noder på linjen ovenover, så man straks kan se, om resultatet er korrekt.
Fungerer det så? I princippet ja. 
Kan det bruges i praksis som nodeprogram? Nej, ikke for alvor lige nu, men teknikken er fascinerende og meget lovende, og som "node-notesblok" til at notere musikalske ideer, mens man sidder i toget, er det bestemt brugbart.


NotateMe er indtil videre i såkaldt "public beta" i version 0.9 og er derfor til salg for halv pris (89 kr) i App Store og på Google Play. I princippet er NotateMe både til smartphones og tablets, men skærmen skal have en størrelse på mindst 4", altså minimum iPhone 5 eller tilsvarende/større Android telefon. Jeg har testet NotateMe på en iPad 3. generation (ikke-mini) og tvivler på, at man kan bruge en mindre skærm til andet end det helt rudimentære.
Det fascinerende og supersmarte ved NotateMe er, at man ikke selv skal lære noget. Der er ingen indlæringskurve for brugeren, men tværtimod er det programmet, der skal lære din nodehåndskrift at kende. De første noder, man skriver i hånden, kan programmet have svært ved at "oversætte", men det handler om ikke at give op. Når man kommer længere i processen, går det straks bedre. Man kan følge, hvor langt programmet er i processen. I starten står der "learning your handwriting style x%" og i løbet af kort tid er de 100% nået.



Som det ses i eksemplerne, skal man ikke nødvendigvis skrive "pænt". NotateMe kan sagtens opfatte en skrå streg forenden af en nodehals, som et lukket nodehoved, så man kan i princippet skrive ret hurtigt. Trioler kan programmet selv genkende. Skriver du f.eks. 3 8-dele med en bjælke, så skriver den automatisk trioler. Accenter, buer og andre fraseringstegn fungerer fint. Men hvis man skriver for hurtigt og får huller mellem nodehals- og hovede, kan programmet indimellem synes, at man har tegnet en pause i stedet for en node. "Misforståelser" kan nogle gange reddes ved at tegne noden bedre op, eller man tegner en ring omkring det forkerte, sletter og skriver igen.
Jeg har kun prøve at skrive noder med pegefingeren, men skal absolut have prøvet en "stylus" pen, da man nok kan skrive mere præcist med et tyndere redskab.
Det "færdige" resultat kan kontrolleres med funktionen "show full score", som også har en playback funktion. NotateMe eksporterer noder i XML-standard formatet, som snildt kan åbnes i Sibelius eller andre nodeprogrammer til videre bearbejdelse.

Fremtidige funktioner

NotateMe er allerede et godt stykke ad vejen med genkendelse af nodehåndskrift, men der skal mere til, for at det for alvor bliver brugbart. Martin Dawe fra Neuratron, som står bag programmet, fortæller at man er interesseret i feedback, og programmet indeholder en funktion, hvor de håndskrevne data og fortolkningen af dem, bliver sendt til Neuratron, som så forhåbentlig kan videreudvikle og optimere algoritmen til nodegenkendelse.
Blandt fremtidige funktioner lover Neuratron også en PhotoScore Expansion Pack, så man kan tage billeder af nodeark og få dem afspillet på enheden eller eksporteret som Midi eller XML. NotateMe vil også få et onscreen keyboard til alternativ nodeinput, en Dropbox sync-mulighed og en pdf-funktion, så man kan distribuere eller printe direkte fra sin tablet/telefon.
Eller hvad med AudioScore Expansion Pack så man kan spille eller synge direkte ind i iPad'en?
Men så skal man nok ikke sidde i en stillekupé!


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Fra nodeark til toner på under 2 minutter – NotateMe app med nodescanner

Sibelius Cloud Sharing i version 8.7

Sibelius 2018.4 – hvad skal barnet hedde?